Ordet som visuel billedskaber

April 12, 2018

Fortælleteater: Blackbox skal være en kunstnerisk beslutning, ikke en selvfølgelig løsning.

 

 Som professionel, mundtlig LIVE fortæller kan jeg lide at udfordre teatrets rum med fortællegenren -  og omvendt udfordre fortællingen med greb fra teatrets verden, uden at kompromittere nogen af kunstarterne.

 

Jeg har seks refusionsgodkendte fortælleteater-forestillinger på repetoiret. Det er sjovt og spændende at blande de to beslægtede kunstarter der gemmer sig i genre-navnet.

 

Hvor jeg som LIVE fortæller ikke har en eneste rekvisit, er det muligt i fortælleteatret at bruge små greb fra teatret til at understøtte fortællingen, og samtidig lade det talte ord være den største visuelle billedskaber og fremdrift i historien. Det sidste er vigtigt, men må bare ikke blive en sovepude eller et kedeligt benspænd.

 

Som LIVE fortæller er jeg altid fristet af at bruge alle teatrets virkemidler på een gang når jeg laver mine refusionsgodkendte forestillinger. Det er spændende at kunne trykke på en knap, holde en rekvisit i hånden og skifte et bagtæppe, fordi jeg som LIVE fortæller er vant til at være helt alene og nøgen på scenen, i overført betydning selvfølgelig. Så øvelsen er at holde igen, og samtidig lade sig inspirere af de mange muligheder - og derigennem skabe dét udtryk der skal til i netop dén historie jeg arbejder med. 

 

Vi, fortællere, elsker at lade publikum selv skabe billederne. I min forestilling "Heksejagt" har flere publikummer fortalt mig at "tortur-scenen var modbydelig", men der er ikke nogen tortur-scene i forestillingen. Næh, vi hører om bøddelens forberedelse til sin arbejdsdag. Om den nye hammer han har købt når han skal arbejde med knæskaller. Om det nye jern der bliver så varmt at huden vil smelte, inden jernet rammer brystkassen, etc. Det er rigeligt, billedet er allerede skabt. Vi kommer først ned i torturkælderen, da alt det vi har hørt bøddelen forberede er overstået, og vi tror vi har set det.

Ligesom den berømte balkon-scene fra Matador, hvor lærer Andersen er låst ude på balkonen af Misse - og dør af lungebetændelse. Den scene som alle husker de har set, men som aldrig er blevet optaget, Misse fortæller os "bare" om den. 

 

Jeg arbejder altid ud fra følgende Peter Brook-præmis, når jeg starter en ny produktion:

 

“Tre ting skal være til stede for at lave en teaterforestilling: En fortælling, en skuespiller og et publikum. Alt andet er overflod og skal kun tilføjes hvis det er højst nødvendigt.”

 

Er dette præmissen, så bliver teaterfortællingen en genre der stiller store krav til performeren, fortællingen, udførelsen og de kunstneriske beslutninger der skal træffes undervejs. Der skal koges ind til benet, så historien står så skarpt og præcist som muligt.  

Jeg tror på at vi, som fortællende scenekunstnere, altid skal ha´ lyst til at udfordre det scenekunstneriske univers.  Min instruktør, scenograf og jeg, skal skal være nysgerrige hver gang - black box og ingen rekvisitter skal ikke være en selvfølgelig løsning, selvom det meget vel kan ende sådan - for historiens skyld. Det skal være en kunstnerisk beslutning, ikke et vilkår for teaterfortælling generelt. Vi skal altid stille os selv masser af spørgsmål i processen. Vi skal lade os inspirere af hinanden, gå tilbage til start for at komme i mål, og vi skal ikke mindst give os selv, præmissen og teaterfortællingen kamp til stregen... Hver gang...

 

God aprilfestival!

 

- André Andersen // 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Udvalgte blogindlæg

LIVE Historiefortælling, Er det ikke sådan noget højtlæsning?

June 29, 2017

1/2
Please reload

Seneste blogindlæg

December 1, 2016

Please reload

Arkiv
Please reload

Sorter efter tags
Please reload

Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square

© 2015 by André Andersen // Fotos: Buster Møller Andersen, Torben Sørensen, Nikolaj Trap, Sune Svanekier, Søren Zeuth, Rasmus Finsen, Splitart, m.fl

follow us:
  • Facebook Classic