Arbejdet med en heksefortælling

Da jeg i sin tid fik ideen om at lave en teaterfortælling om hekseprocesserne i Danmark, anede jeg ikke hvad der gemte sig af materiale.

Jeg opdagede hurtigt at det var en helt anden retning jeg skulle i, end jeg først havde troet, da de danske hekseprocesser langt fra lignede dem der foregik under inkvistionen i Sydeuropa.

Først syntes jeg de virkede "kedelige", i forhold til de saftige katolske, men jo mere jeg arbejdede mig ind på materialet, jo mere gik det op for mig hvor langt ude det er, at man kan sidde og syntes at historier er "kedelige", som involverer 1000 kvinder, og nogen få mænd, der er blevet brændt på bålet som troldfolk.

Det er nok fordi jeg ikke har stået og hørt skriget fra troldkvinden når hun, bundet til en stige blev væltet ind i flammerne.

Jeg kan ikke forestille mig smerten, ej heller da bødlen flår hendes ukristelige tunge ud af hendes mund, lige inden han vælter stigen ind i bålet.

Jeg har ikke hørt den sydende lyd, som når tusind tændstikker tændes, der har lydt fra sækken med krudt hun har fået bundet på ryggen, for at der bedre kan komme lidt "fut i hende".

Jeg har ikke lugtet det brændte kød og hår.

Jeg har heller ikke hørt hvordan præsterne stadig stod og råbte til hende at disse smerter ingenting vil være i forhold til de smerter der venter hende i døden, hvis hun ikke - i sine sidste timer - fortæller hvem hun ellers kender der udøver trolddom.

"Kedelig" er nok det forkerte ord at bruge, så jeg gravede mig længere ned i historiebøgerne:

Et mareridt starter det hele

Chr IV vågner en nat i 1617, badet i sved. Han har drømt om djævelen og hvordan han hiver kongen ned i mørket.

Djævelen var guds faldne engel der blev smidt ud af himlen og bekæmpede gud og guds ord.

Djævelen var fristeren og kunne tage alle skikkelser i sit forsøg på at lede mennesket væk fra gud.

Djævelen eksisterede selvfølgelig kun fordi at gud tillod det. Han var nemlig guds redskab til at teste menneskenes troskab.

Det var Christian IV´s opgave, som konge, at skabe et samfund som gud kunne li´.

Det var en straffende gud, ikke ham den tilgivende som vi kender i dag, det var patriarken fra det gamle testamente. Gud tåler ikke gudsbespottelse og djævletilbedelse og det var kongens pligt at få riget til at forstå dette og skabe et samfund som gud kunne li´, ellers kom han selv i helvede.

Mennesket var jo ondt af natur og nemt at friste. Ikke mindst kvinderne, disse liderlige skabninger. Liderlige af natur. Kvinden, der frister os mænd med sit begær og evnen til at optræde i vores drømme og hviskende overtale os til hor og utugt med hjælp fra djævelen.

Den kvindelige natur der lader sig forføre af djævelen. Derfor var de fleste troldfolk kvinder. Hekse der lå i med fanden, horede med ham. Til gengæld gav han dem magiske kræfter så de kunne sprede ulykke med deres sorte magi.

Men der var også hvid magi. Dengang var der ikke nogen kloge lægebøger eller videnskabelige forklaringer. Det var magien der var forklaringen på alt. Dengang var landsbyerne afhængige af byens kloge kone og deres kendskab til urter og magiske besværgelser.

Magi var en del af hverdagen. Der boede nisser på loftet og ellerkvinder med hul i ryggen i skoven. Sort og hvid magi var en virkelig del af hverdagen, ikke overtro. Det var magien der enten bragte lykke eller ulykke.

Sort magi blev udført af dem der havde solgt sin sjæl til djævelen, troldfolkene. Den hvide magi blev brugt af kloge mænd og koner. Guds vilje ske…

Men… nu blev det kompliceret. Chr IV, kløede sig i fletningen.

Paradokset med sort og hvid magi.

”For hvis alt er guds vilje, sygdom, feber, tandpine, lommesmerter, vissent korn og dårligt øl, barselsdød og brækkede knogler. Hvis alt det var guds vilje, var de kloge koners hvide magi så ikke imod guds vilje?

Er den hvide magi så ikke også én af djævelens fristelser?

"Så må hvid magi også være sort magi!"

Chr IV tørrede det sidste sved af panden og satte sig ned og satte det kongelige sejl på et stykke papir. Det var 100 året for den Lutherske tro, det var på tide at gøre noget ved danskernes syndige liv, herunder deres brug af trolddom!

Han dyppede fjerpennen i blæk og så begyndte han at skrive en masse forordninger, heriblandt "forordning om Trolddom og dets medvidere - anno 1617":

Trolddomsforordningen anno 1617

Heri slog han fast at både sort og hvid magi var forbudt. Ikke kun at udføre, men også at modtage. Så hvis man ikke afslørede brugen af trolddom, sort eller hvid, så kunne man selv blive straffet med bøder og landsforvisning. Og hvad heksene angår, ja, så står det jo tydeligt i Mathæus-evangeliet: "udkrudtet skal skilles fra hveden og brændes."

Trolddomsforordningen satte for alvor gang i de danske heksebrændinger. 80 år senere, i 1696 blev den sidste heks brændt i Danmark, tusind kvinder og nogen få mænd gik op i flammer fordi de "fejede lykken fra naboens dør og hen til sig selv" eller "spyttede på marken ligefør kornet visnede" eller "gjorde naboens mælk sur, for selv at skumme en dejlig fløde på sin egen mælk".

Heksejægeren og Blomsten.

I 1686, 10 år før det hele standser, har "Heksejægeren fra Ruggård" , også kaldet "Den gode mand", travlt med at forhøre, torturere og dømme troldkvinder i et tempo som aldrig før. Fra første forhør til selve brændingen gik der i nogen tilfælde cirka 14 dage. Men det hele standsede brat, da han stod ansigt til ansigt med kvinden man kaldte for "Blommen" (Blomsten). Hun kunne fortælle historier og tryllebandt i den græd den erfarne heksejæger, så hendes ord tilsidst fik ham i unåde hos kongen.

Som en anden Scheherazade (1001 nat) holdt fortællingerne hende i live.

Og det er disse historier og fortællingen om hendes møde med Heksejægeren, jeg vil fortælle jer... Nu skal i bare høre...

Heksejagt - af og med André Andersen

Konsulent: Vigga Bro

Scenografi: Nikolaj H. Trap

Premiere 17. Januar kl 19.00, Kulturværftet, Helsingør

Turné til 20 forskellige spillesteder i perioden januar - marts 2017.

Køb billetter til "Heksejagt" på billetten.dk

Kilder:

Forordning om troldfolk og deres medvidere: Christian IV

Heksejægeren fra Rugaard: Gustav Henningsen

Det daglige brød: Jens Engberg