Fortællingen der ændrede verden.

Jeg har været på lidt af en rejse. Sammen med to andre skuespillere, de to eminente mundtlige fortællere Pernille Stockfleth og Aske Ebbesen, har jeg arbejdet med én af verdenshistoriens vigtigste fortællinger/begivenheder:

De sidste dage af menneskesønnens liv. Hvad skete der? Hvorfor skete det? Fortællingen om Jesus på korset er ikke bare en fortælling om "ham på korset", som vi har kendt til i 2000 år. Nej, det er en vild historie om bl.a. magt, politik, tro, svigt, forræderi og kærlighed.

For et par år siden satte vi os for at prøve at koge hele fortællingen ned til en boullionterning der på 55 minutter iscenesætter de dramatiske dage og hvad der lå før, så man med dette udgangspunkt kan tale om begivenhederne, om hvad de betød og hvad der skete. Om man tror eller ikke tror eller tror en lille smule på lidt, men ikke det hele. Forestillingen kunne så være et fælles udgangspunkt for denne filosofiske snak, og dermed også bruges som oplæg til aftenkirke-arrangementer, evn med foredrag ellerlign bagefter, eller som et led af konfirmationsundervisningen.

Sådan en rejse begyndte selvfølgelig med os selv. Hvad tror VI på? Havde vi samme udgangspunkt? Hvilken vinkel og under hvilken form skulle forestillingen produceres?

Formen var ikke svær, den lå lige for. Aske Ebbesen og Pernille Stockfleth er et par af Danmarks ypperste fortællere, og i al beskedenhed (næsten), så er fortællingen et greb jeg også har et godt tag i.

Jesus brugte ordet til at sætte en helt ny dagsorden i forhold til religion og spørgsmål om kærlighed og medmenneskelighed. Han brugte ordet til at forklare hans nye budskaber om kærlighed og hans religiøse/politiske provokationer, der førte til hans død på korset. Og så brugte han ikke mindst ordene til sine lignelser/fortællinger, der skulle billedliggøre hans tanker for folk. Og det er jo dét en god fortæller kan: du hører ikke bare ord, men får indre billeder undervejs i fortællingen, så grebet/formen var næsten skrevet på forhånd:

Vi ville lave en teaterforestilling med fortællingen som det bærende element. Ikke uddele roller, men flyde ud og ind af persongalleriet, så vi allesammen mere eller mindre kunne agere alle roller.

Det lå dog hurtigt fast at tre magtfulde karakterer blev "privat eje" for en og hver af os, nemlig Jerusalems magt-tre-enighed:

Pernille Stockfleth: Herodes Antipas.

Den jødiske fyrste, som han kalder sig selv, omend han kun er administrator for den romerske besættelsesmagt og slet ikke har samme magt som sin far, Herodes den Store, som var en rigtig fyrste der henrette førstefødte i jagten efter den nyfødte kongesønner. Næh, Herodes Antipas har ikke dén magt længere, men kan til gengæld sno den romerske guvernør om sin lillefinger.

(Fortæller iøvrigt også som: Maria Magdalena, Simon Peter, Judas, Jomfru Maria og mange andre.

Aske Ebbesen: Pontius Pilatus.

Kan man komme længere væk fra Rom end Judæa? Romerrigets udkantssandkasse med sure jøder der brokker sig overalt? Den romerske guvernør og statholder bor ved middelhavet, men må tage til Jerusalem for at deltage i de jødiske påske-festligheder. Denne påske bliver ikke den nemmeste og hvordan at Jesus af Nazareth lige kunne blive hans problem er ham en gåde. En mand, fanget som en lus imellem to politiske negle, og som vil gå over i verdenshistorien som ham der pinte og plagede Jesus til døden

(Fortæller iøvrigt også som: Jesus, Judas, Romerske soldater og mange andre)

André Andersen: Josephus Kajfas.

Den første der indser at magten - og dermed hans penge - er udfordret af manden, der kaldes for jødernes konge og som prædiker på Oliebjerget. Ypperstepræsten fra det jødiske tempel, der sætter gang i intrigerne og korridorsnakken, der i sidste ende ender med at sende Jesus fra Herodes til Pilatus og videre til korset.

(Fortæller iøvrigt også som Jesus, Farisæeerne, Romerske soldater og mange andre)

Og så er der alle de andre: Forræderen Judas, Peter der elsker Menneskesønnen og alligevel svigter ham, Maria Magdalena der engang var besat og i et drømmesyn ser hvordan det hele vil ende - og så er der selvfølgelig menneskesønnen selv. Et stort persongalleri og en fantastisk mulighed for at svælge sig rundt i følelser fra alle hylder af sindet: Frygt, kærlighed, mistro, ondsindethed, tilgivende, etc.

Det har været en fornøjelse.

Selve instruktionen og bearbejdelsen af manuskript har været min opgave, og sikke én af slagsen. Her er tale om en fortælling som er vigtigt at være tro imod. For nogen er det netop bare en fortælling med gode moraler vi kan bruge i hverdagen, og for andre er det meget mere end det. Det er deres tro på at der er mere mellem himmel og jord.

Jeg havde ikke lyst til at tage stillingog beslutte hvem vi skulle fortælle den for. Hvad vi tre skuespillere tror og ikke tror på var som sagt de første spændende snakke i hele processen. De snakke blev i virkeligheden vigtigt for manuskriptet, for vi ville gerne lave en forestilling hvor fortællingen kunne nydes af troende, ikke troende og dem der stadig tvivlede - og hvis vi alle kunne stå inde for manuskriptet, mener vi at vi har ramt bredt nok med forestillingen, og så folk kan selv dele hvad de tænker og tror, for nogen er det en privat sag, andre har lyst til at kaste sig ind i diskussionen. "Menneskesønnens sidste dage" er for alle.

Vi kan med sikkerhed sige at arbejdet med sådan en forestilling ihverfald rykker ting inde i en selv, og kan vi få det med på scenen, så vil det være en gevinst.

At dykke ned i fortællingen som den er fortalt i biblen (i fire forskellige versioner), tage de historiske briller på og forstå datidens sociale opbygning, Roms geografiske besættelse af middelhavsområdet, de vigtigste personer fra fortællingen, ikke kun med et bibelsk, men også historisk perspektiv, har været en kæmpe opgave og en sjov rejse.

Personligt er jeg ikke helt den samme som da vi startede rejsen, noget har flyttet sig. Der er noget i fortællingen om menneskesønnens sidste dage, der rører en. Der er noget ved at studere en 2000 år gammel bog, der har defineret vores samfund og moral lige siden, der er svært at slippe. Og jeg nyder alle nye spørgsmål der åbenbarer sig for en, selv efter at forestillingen er færdig - og som jeg måske aldrig finder svaret på.

Det er fantastisk - og jeg kan ikke slippe det.

Fra tid til anden åbner jeg bogen med dagens kirkelige oplæsninger, bare for at se hvilke spændende fortællinger kirkegængeren bliver præsenteret for idag. Og jeg glæder mig hver eneste uge til endnu et nyt afsnit af podcasten, "Bibelen - Leth fortalt", hvor man virkelig kan få lov til at nørde om betydningen bag ordene og fortællingerne.

Men 1. del af arbejdet med "Menneskeønnens sidste dage" er slut, og nu starter den næste: Turneens første spæde spadestik.

Jeg glæder mig. Bor du i nærheden af København, så kom ind og se resultatet vi er så stolte af på CPH STAGE.

8 Juni kl 19.30: Ansgarkirken // 9. Juni kl 19.00: Kristkirken // 10. Juni kl 19.00: 19.00

Hopsa!

Kh

André