top of page

Sagde hun virkelig upassende !?

​​Ak ja, en katastrofe er indfundet i min egen lille navlebeskuende verden, og mange andre kunstnere der har gjort deres hjerteblod til deres levevej. Og vi har ingen minister der passer på os. Det syntes hun vil være "upassende", fordi der også er andre der lider. Ja, jo, bevares - men er hun ikke minister for kulturen?

​​Min navleskuende katastrofe består følgende:

Årets Aprilfestival er aflyst og programmet for festivalen, der er verdens største for turnerende teater, kommer aldrig i trykken, omend du kan bladre i det herunder.

Heri kan du se hvad ca 20.000 publikummer går glip af og hvad de 600 formidlere, der køber familieteater til hele landet, ikke kommer til at opleve - og dermed bliver det endnu sværere at sælge sine forestillinger, når man er et turnerende børneteater.

Hvis du bladrer i programmet nedenfor, får du en idé om, hvor meget forskelligt børneteater der findes i vores kulturrige land. Det turnerende og opsøgende teater for børn og unge, har mistet sit største udstillings- og salgsvindue, pga Corona-krisen.

Hvad det har kostet i indtægter er jo ikke til at spå om, for hvor mange forestillinger kunne "man" have solgt?

Og hvilken betydning får det for skolerne og bibliotekernes kulturtilbud til vores børn og unge, i fremtiden?

Og hvor vigtigt er det? Det er jo en evig diskussion, når lokummet brænder, om vi har brug for at poste penge i kulturen eller ej. Det kan der være mange delte meninger om, men jeg skulle nu mene at kulturministeren burde kunne se det værdifulde i kulturens bidrag til verdenen i krisesituationer - og burde hun ikke være på kulturens side ?

Selvom kulturen ikke er alene om at være ramt af krisen, så kunne det da være fristende at vise aprilfestivalens program til kulturministeren?

Her kan hun se et lillebitte udplug af de kunstnere og teknikere, der har hende som deres talerør på borgen (hvis man kan kalde 115 teatre og deres 500 skuespillere, dansere, teknikere, etc for et lille udplug). Desværre er ministeren et kulturelt talerør, der ikke lige mener at der er brug for en sær-hjælpepakke til landets artister, skuespillere og dansere (alle forestillinger og teater- og dansefestivaler aflyst), musikere (alle koncerter og store musikfestivaler aflyst), komponister og sangskrivere (shows, musicals og lign er aflyst, og dermed ingen forventede KODA-indtægter), teknikere (ingenting at afvikle) og mange mange andre kulturbærere.

Kulturens bannerførere er hårdtarbejdende kunstnere, der ikke passer ind i almindelige firkantede bokse - og derfor ramler mange ned i mellemrummene imellem statens hjælpepakker. Hvis man ikke kigger på kunstnere og artister som en særskilt gruppe, men tror de passer ind i almindelige lønmodtager- eller virksomhedskasser, så er størstedelen tabt på gulvet. Alligevel holdes fanen højt og mange af mine kollegaer præsenterer sin kunst igennem den ene LIVE-streaming efter den anden, helt gratis: teaterforestillinger, koncerter, storytelling, dans, performance, you name it - bare følg med på facebook og andre medier.

Et skulderklap, så? Eller ved kulturministeren slet ikke hvad der foregår? Først ramt, sidst hjulpet - og en kulturminister der ikke vil løfte en finger fordi hun finder det, jeg citerer: "upassende". Og det er i bedste fald hendes ærlige begrundelse, for man kunne jo fristes til at tro at hun ikke ved hvad kulturens hårdtarbejdende kunstnere er for en størrelse og hvor meget der skal arbejdes, optrædes, øves, komponeres, skrives og skabes for at give befolkningen noget at lytte til, se på, læse i, tænde for, grine af, græde af, gyses ved, danses til - og samtidig få smør på brødet. Imens Hr Brostrøm og statsministeren gør hvad de kan for at redde landet, gør hun intet for alle dem der har hende som minister, fordi det vil være "upassende" !?

Statsministeren tager ansvaret som hele landets moder, men sådan een har kulturen åbenbart ikke.

Personligt skal jeg nok klare mig igennem krisen uden hjælpepakker, men jeg ser hvordan mange af mine kollegaer lider - og det virker helt ærligt som om at kulturens egen minister ikke ser det, ikke ved hvad der foregår og ikke har sat sig ind i hvordan kulturskaberne arbejder. Hvem sagde "upassende"?

André Andersen

Skuespiller, kunstnerisk leder og stifter af teatret André Andersen SOLO


Udvalgte blogindlæg
Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
Ingen tags endnu.
Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square
bottom of page