Abehåndens fantastiske rejse

Fortællingen om Abehånden er fortællingen om Mogens.

Forleden dag skrev jeg på facebook , den glædelige besked, at Abehånden var blevet refusionsgodkendt i fem sæsoner, og især een af kommentarerne hæftede jeg mig ved.

"Tillykke. Tænk at Abehånden skulle gå hen og blive statsstøttet"

Ordene er skrevet af Mogens. Og det gør dem ekstra lune. Mogens Steenbuch, folkeskolelærer i Bagsværd i 1980´rne og jeg var så heldig at have Mogens fra første til tiende klasse, for det ku man jo dengang.

Og Mogens kunne noget ingen andre lærere kunne. Han kunne fortælle historier så vi sad helt stille bag nedrullede gardiner og slukket lys.

I ti år fortalte han, og det var altid den samme historie. Nogengange forfra, fordi der var gået lang tid, men selv som store teenagere nød vi når han begyndte:

"Det bankede på døren... Men der var ikke nogen derude... Men så så han den ligge på dørmåtten.. en Abehånd"

Abehånden har fulgt mig lige siden min folkeskole, ikke mindst de gange vi har mødtes med klassen og tænkt tilbage på skoletiden, men åbenbart mere end det, for jeg er jo selv blevet fortæller og nyder at give en god historie videre til andre - og måske startede det i virkeligheden med Abehånden.

Præmissen i Abehånden.

Sidste år stod jeg i spidsen for en Words-aften med titlen "Thriller-night", og vidste ikke lige hvad jeg skulle fortælle, og så kom jeg i tanke om "Abehånden". Jeg fandt ud af at den var sjovest at fortælle, hvis den blev fortalt over flere omgange i løbet af aftenen, afbrudt af de frikvarterer der altid afbrød

Mogens´ fortællinger.

Dette blev fødslen på forestillingen om Abehånden. Jeg kunne mærke den skulle mere, og den skulle ikke ud til de voksne, den skulle ud til børnene. De skulle frydes over gyset, ligesom jeg selv gøs over Abehånden, dengang for længe siden. De skulle juble og gyse når Abehånden pludselig "så ud som den bevægede sig".

Og helt ærligt: Det er faktisk det eneste jeg kan huske fra Mogens´ udgave, altandet er kommet på i min egen fortolkning, ligesom Mogens´ vistnok var inspireret af den gamle gyser fra 1800-tallet af W. W. Jacobs - en gyser hvori der ikke er spor af nogen levende abehånd, som ellers er dét som har printet sig fast i min hukommelse, 40 år efter den blev fortalt af Mogens.

Men Mogens forærede sin egen version til os, og tusind tak for den, Mogens... Nu forærer jeg så en ny version videre til en ny generation af fortællere.

Og dét at give en god historie videre til andre, er blevet selve præmissen for forestillingens fortælling.

Den kunstneriske rejse - og en anden præmis.

Martin Ammundsen, fra teater LUX og tidligere Asterions hus, sagde ja til at instruere. Og det har ikke været kedeligt, omend min NesCafé GOLD ikke lever op til intruktørens drøm om en god kop kaffe.

Jeg har virkelig moret mig under produktionsprocessen.

Udtryksmæssigt troede jeg at vi skulle have en stor scenografi med slidt tapet, døre , skrivepult og jeg ved ikke hvad, og langsomt - med Martins tålmodige, afprøvende og afventende facon, kom vi tilbage til dét der i virkeligheden er præmissen for mit teaters produktioner:

Tre ting skal være tilstede for at lave en teaterforestilling: En fortælling, en skuespiller og et publikum. Alt andet er overflod og skal kun tilføjes hvis det er højst nødvendigt (Peter Brook)

Det skulle vise sig at blive præmissen for produktionen af Abehånden for fra alle mulige tanker og tæt-på-at-købe-en-dims-inputs, landede Abehånden med ingenting. Med ingenting på scenen, kun et bagtæppe, lignende slidt tapet, bliver hele fortællingen om Abehånden ligeså levende som selve Abehånden, der spilles på skift af min højre og venstre hånd. Og publikummet, eleverne fra fjerde, femte og sjette klasse, åd den råt under prøveforløbet og sagde at netop dét var det fede!

Prøveforestillingerne viste vejen.

Vi rykkede nemlig hurtigt ud af prøvelokalet og ud på skolerne. Istedet for at stå to voksne i et øvelokale, lod vi Abehånden leve som den fortælling den er, ude hos ungerne.

Og allerede fra første prøveopførelse kunne vi mærke at vi var på sporet. Aldrig har jeg set et publikum skrige så meget, fryde sig så meget, klamre sig så meget til hinanden og enstemmigt råbe "JEG VIDSTE DET!" efter hver eneste jumpscare-chok! Fryd, gru og gyselys i øjnene! Abehånden fandt sin form i løbet af de 12 prøveforestillinger og de 600 elevers indlevelse, hjulpet godt på vej af...ingenting... andet end en scenografisk baggrund og en fortæller (mig) på scenen... og... selvfølgelig ikke at forglemme... en dygtig intruktør, der så med sine øjne... lyttede med sine ører... og forstod hvad fortællingen om Abehånden kunne - og fornemmede den rigtige retning fortællingen skulle, så alle de involverede følte tilfredshed, følte ejerskab, og ikke mindst følte sig trygge. Det gælder både skuespilleren, teaterdirektøren, producenten og forfatteren der alle hedder André Andersen, og som indimellem spærrer udsynet for hinanden. Men Martin guidede sikkert fortællingen derhen, hvor alle ovennævnte følte at det var helt deres egne beslutninger og egen historie der nu ses på scenen.

Meeen, Martins hånd har skam sat sit aftryk på abens hånd... Tak for det, Martin...

Og tak for historien, Mogens...

André Andersen

Skuespiller, Forfatter, Producent på André Andersen SOLO´s forestilling: ABEHÅNDEN

PS.

Fik jeg nævnt at scenografien er lavet af Nikolaj Trap?

Men det er en helt anden historie om en scengrafi der startede med en stor vision, og blev til et baggrundstæppe, der af omveje landede i Polen og fik sin helt egen fortælling, så den kan i få en anden god gang! Den grumme Abehånd fra plakaten... Den er også Nikolajs værk!